Amerikanske traditioner, har aldrig været min stil. Overhovedet. Faktisk er netop Valentin en ungoing joke, i mit forhold. Liiigesom så mange andre, synes vi det er "total ligegyldigt og popsmart"
..
Såeh.. Well. Efter 5 års intens, planlagt uungåelse af Valentinsfejring, måtte joken have nyt blod. Ikke? Det tænkte jeg i hvertfald. For snakken var vi allerede begyndt på, da vi faldt over hjertechokolader i Kvickley.
Men hvordan? Tjo, jeg fremtryllede en ægte, kvalm be-my-valentine-invitation til min kærestes kontor. Lige midt i morgenkaffen.
Bare fordi, den stående joke jo holdes bedst i live, på den måde. Oooog måske fordi, det kunne være temmelig hyggeligt, at lave et vaskeægte suprice-attack.
Ok. Måske mest derfor.
Og overrasket blev han. Meget. Men ville sjovt nok geeerne bydes på brunch. Bekræftet via både snaps, smser og opkald. Det var altså så sjovt. For "vi hader jo valentin". Men Supriceattacks er altså skægge, når de lykkes til UG.
Især når, det praktiseret af to omgange. For valgte at drille ham lidt ekstra, ved at lyve om tidspunktet, vi havde fået bord.
Så da han kom og hentede mig ved Salling, gav jeg ham en håndfuld mønter i hånden, og sagde nøgternt, at "vi lige skulle afklare noget, fra vores fortid først".
Jeg siger jer: Han nåede at se uhyre rædselslagen ud. Og smækforvirret. Skønt! Og sjovt - for mig altså. Trak den liiige fem sekunder ekstra, før jeg sagde at det var Aalborg historie jeg talte om, at pengene var indgangsmoneter til Gråbrødre Klosteret og at vi først havde bord til brunch om en time.
Så idag, har jeg flettet fingre over cafebordet om kap med resten af verden, fået Zoo-årskort i anti-valentinsgave, og nydt en solskinsgåtur hånd i hånd. Og må indrømme at det der kærestetid holder anyday.. også når det er d. 14/2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar